Ikon for søg
Alberte Bagers Corona-essay
Alberte Bagers Corona-essay

Læs Alberte Bagers Corona-essay

Under Corona-nedlukningen i foråret 2020 har Alberte Bager skrevet et essay om sine oplevelser, som er blevet optaget i bogen Coronatanker - unge perspektiver fra en karantænetid. Her kan du læse Albertes fremragende essay om hendes oplevelser.

Coronafortælling

Jeg trækker min røde damecykel ud af skuret, slår støttefoden ned. Den er slidt og brugt ligesom statens støttekasse. Lukker lågen, den binder, det regner. Det regner jeg dog efterhånden med, at det gør, for sådan er det hver morgen.

Jeg sparker cykelhjulene i gang. Triller langsomt ned ad bakken med en fod på bremsen for at bevare kontrollen. Kontrollerer at jeg ikke mister styringen. For enden af vejen svinger jeg om hjørnet til højre, og fornemmer det røde murstenshus forsvinde ud af syne bag mig. Det er ikke længere at se – det ved jeg. Ikke fordi jeg har kigget efter, men fordi det er sådan det er. Huset, mit hjem, er hvor det altid har været, lige om hjørnet. Dét flytter sig ikke. Dét kan jeg regne med.

Nej, mit hus har ikke flyttet sig, men min skoledag er flyttet ind i mit hus. Hjemve er udkonkurreret af ve hjemme. ”Husk at holde afstand,” siger de. ”Sammen hver for sig,” siger de.

Alene hver for sig, føler jeg.

Stigningen er forude. Den kunne jeg godt være foruden, for den er stejl. Jeg stejler for mig selv, træder lidt ekstra i pedalerne, sukker dybt og pruster højlydt. Det er hårdt, det her. Det er ikke sjovt, det her. Men det er snart overstået, tror jeg. Kurven flader ud. Det går op ad bakke. Det går ned ad bakke. Sådan er cykelstien, og sådan er livet. Det forekommer mig, at netop disse to udtryk stillet overfor hinanden er et møde mellem modsætninger, som har alting tilfælles - det negative og det positive. Måske er disse to ellers uforenelige livssætninger i virkeligheden synonymer for hinanden – for de samme ting og for den samme verden hvorfra de begge er udsprunget? Er det trods alt ikke lettere at cykle ned ad bakken, end det er at cykle op ad den?
Hvis det forholder sig sådan, kan ingen ikke vide sig sikker på, at dette nogensinde overstås.

”I disse tider” omtales tingenes tilstand ofte som værende nedadgående.

Det går ned ad bakke med økonomien og ned ad bakke med levestandarden. Alle synes, at alting er nederen, alle er så nedtrykte. Denne sommer skulle alting være ”gået ned.”

Vi skulle have drukket Corona-øl på havnen, nu er vi havnet i en corona-krise.

Vi skulle på interrail, nu skal vi på internettet.

De taler om økonomiske sikkerhedsnet og om pengekompensation. De snakker om nedlukning og genåbning. ”Vi lever i en mærkelig tid” siger de. Men for tiden lever vi ikke, tænker jeg. For tiden er gået i stå. Jeg holder for rødt lys. Jeg ser rødt. Jeg er vred. Alt kvalitet er vredet ud af mit liv.

Hvis jeg kunne, ville jeg bakke ud af eksperimentet, men det har jeg ikke lov til, siger hasteloven.

”Vi skal passe på hinanden”, siger de. Men skal vi ikke også passe på os selv?

Passe os selv og passe på os selv. For mange kan dette anses som en kontradiktorisk levemåde.
I denne krisetid kritiseres ungdommen for at være egoistisk og egocentreret, hvilket af nogle vil kunne beskrives som værende en objektiv sandhed. En objektiv sandhed sat udenfor perspektiv.
… For hvad skal vi ellers gøre med vores liv?

Her må melde vi melde pas og vende tilbage til passiviteten.
Jeg haster videre på min cykel. Målet er formål, men selv dét virker formålsløst. Jeg bemærker en tandem liggende væltet i en busk ved vejkanten. De har været to på den engang, to på tur.
Selv Touren er aflyst. Tandemer kan vi ikke bruge længere. Der er så meget vi ikke kan længere.

Jeg kan næsten ikke klare det længere.

En solstråle bryder gennem de regntunge skyer og kærtegner mine rødmossede kinder. Det er det første kærtegn, jeg har fået længe. Det er længe siden, verden forandrede sig.

Efterhånden flyder dagene sammen til en uigenkendelig masse af rutine og fællessang, som ikke er så fælles endda. Eller er den? Hvordan kan fællesskab og sammenhold i grunden defineres?
Disse to kerneværdier i individets liv, som er dannet på et grundlag af relation til andre mennesker.

Er vi virkelig ”sammen hver for sig,” eller er denne delikate frase, der vidner om et spinkelt håb, en idyllisering af virkeligheden? Er disse antonymer ligeledes synonymer for hinanden?

Og hvad med alt det vi er foruden? Der er intet efter skole og ingen efterskole. Vi går i skole efter nye metoder og tager temperaturen på virussen, mens klimaet og foråret forsømmes.
Politikerne møder pressede op til pressemøderne, og vi hører efter for at forstå, hvor vi nu skal høre til. Virussen er ubønhørlig. Dén har alt det, vi nu er foruden, mens vi selv er sat udenfor spillet. Magtesløse. Men er det ikke netop magtesløsheden, der er løsningen? Løser det hele sig, hvis vi ganske enkelt ikke magter at gøre noget? Hvis vi bare sidder indendørs? Eller dør vi inden længe?
Ingen ved det, alle taler om det.

Jeg svinger til højre, mens regnen atter pisker mod mit ansigt. Jeg cykler som pisket, som om jeg kan udkonkurrere regnen. Som om jeg kan udkonkurrere smitten, hvis bare jeg bevæger mig hurtigt nok. Som om jeg i farten kan glemme, at mit liv står stille. Nu står jeg selv stille.

Jeg stiger af min cykel, og ser op. Hjemme igen. Jeg har cyklet i ring i mit cykliske liv.

Det gør jeg hver eneste dag.

Det er det eneste, jeg gør.