Ikon for søg
Kirstine Friholt Lauritzens Corona-essay
Kirstine Friholt Lauritzens Corona-essay

Læs Kirstine Friholt Lauritzens Corona-essay

Under Corona-nedlukningen i foråret 2020 har Alberte Bager, Kirstine Friholt Laurizen (tv) og Signe Welling Lindberg (th) skrevet essays om deres, som er blevet optaget i bogen Coronatanker - unge perspektiver fra en karantænetid. Her kan du læse Kirstines fremragende essay om hendes oplevelser.

En Coronafortælling
Holder du også vejret? Det tror jeg du gør. Det tog mig lidt tid at finde ud af, at et par ekstra fridage samt lidt ”mig-tid” ikke var helt så ønsket som forventet alligevel og, at jeg faktisk holder vejret lige så meget som alle andre. Jeg holder vejret med fem forskellige nye hobbyer og tøjbestillinger i spandevis. Væltende i internettets mange procenter tillader jeg mig bestille tre forskellige størrelser af hver del, hvorefter jeg venter halvtreds dage på modtagelsen, for så at sende det hele retur efter at have indset, at en størrelse 32 aldrig var vejen frem. Alt det, bare for at holde mig selv hen, så jeg slipper for at skulle konfrontere mig selv med, at jeg faktisk ikke trækker vejret. Hvem kunne forudse en sådan mangel på daglige møder med sure buschauffører og slatne madpakker? Og kan det virkelig passe at de samme pure unge folkeskoleelever, der plejede at få mavepine og hængepatter ti minutter før skolestart hver anden dag og derfor måtte blive hjemme, nu ligefrem savner at gå i skole?
Som enhver anden dansker, ligger jeg mig bare pænt i favnen af det håb, der ligger i ordene ”Når Danmark engang bliver sig selv igen” eller ”Når det her er overstået”, der fylder hver eneste opslagstavle, tilhørende hver eneste, stadig ”afventende”, begivenhed på Facebook. Det her er fortællingen om hvordan et helt land bruger deres sidste vejrtrækninger på at sætte sin lid til nye ritualer i dagligdagen, fordi troen på guleroden i den anden ende stadig er der.

Min gulerod i den anden ende er en anelse sløret, men jeg ved den er der. Jeg kan ane dens struktur på afstand. Om den er fuld af farve eller grå og trist, betrængt, fortrængt eller blot trængt det kan jeg ikke fortælle, men den er der.
Indtil videre må åndedrættet vente og vi må nøjes med virtuelle vektorfunktioner, Roskilde Festival i køkkenhaven og Phillip Fabers blide toner klokken ni en søndag morgen. Men på trods af, at en lang række tiltag hærger vores trygge lille samfundsboble, er mit hus, modsat før, nu glædeligt fyldt med helt steriliserede dagplejebørn, eftersom de flittigt er blevet dyppet i sprit, hvorefter de er blevet kogt op og vasket på 80 grader. Det kalder jeg noget af en samfundsregulering.
Jeg bliver forbavset over mig selv, når jeg gang på gang taber pusten under afskeds- og ankomsts-scener i danskernes kære ”Een
Stor Familie”, der i ’82 udkom på Danmarks Radio, som jeg i kraft af kedsomheden, nu har gennemset for fjerde gang i denne uge. En serie der formår at skabe et ret så nøjagtigt billede af hvordan hver eneste ”ih”, ”åh”, ”hej”, ”tillykke” eller ”farvel” som regel altid kan besvares med et smittende kram efterfulgt af et baktussebadende kindkys; du må ikke, siger jeg bare. Det er ikke jalousi, bare en simpel observation efterfulgt af en mindre rettelse. Ikke nok med, at man nu er blevet gjort velvidende om fordelene ved god hygiejne i skolerne, på arbejdspladsen, ja selv på fortovene, så er man også blevet forvandlet til en hysterisk snerpe, når hele familien endelig er samlet for at se film en lørdag aften hjemme i stuen.

Den selvsamme agtpågivenhed ligger på lur i grøntafdelingens smalleste gange, hvor ordløse samtaler og panikslagne øjne forekommer som et hyppigt møde på den ugentlige indkøbstur. Hvem
skulle have troet, at vigepligter i de lokale supermarkeder pludselig skulle køre på rutinen, når Skoda-Jørgen på 44 endnu ikke har gjort brug af en eneste højre vigepligt på trods af de 13 bilferier, seks fartbøder og fire unger i bagagen.
En indkøbstur der før var ganske fredelig, ja, måske endda ligefrem rar, er nu blevet forvandlet til vogn-slalom gennem brødafdelingen, vigepligt efter kartoflerne, rødt lys ved fiskekøleren, efterfulgt af en ret så fasan-myldrende landevejskørsel fra mejeriprodukterne og ned forbi toiletpapiret, hvorfra køen som regel tager sin begyndelse.
Alt sammen kedelige, men gavnlige vaner man nok aldrig rigtig kommer af med igen.
Jeg plejede at elske den ugentlige indkøbstur, men i takt med agtpågivenhedens indtræden og en øget mængde af mugne grøntsager i landets supermarkeder, som ingen ser ud til at ville kendes ved, er mængden af dåsemajs i mit køkken altså steget en smule.
Men hvad gør man ikke for samfundets ældste?
Omhyggelighed, hensynsfuldhed og tålmodighed skulle jo efter sigende være i stand til at kunne luge ud i samfundets mange baktusser og dermed øge vejrtrækningskapaciteten.
Så jeg holder vejret sammen med alle de andre, indtil gode gamle
Danmark kommer igen.