Ikon for søg
Signe Welling Lindbergs Corona-essay
Signe Welling Lindbergs Corona-essay

Læs Signe Welling Lindbergs Corona-essay

Under Corona-nedlukningen i foråret 2020 har Alberte Bager, Kirstine Friholt Laurizen (tv) og Signe Welling Lindberg (th) skrevet essays om deres, som er blevet optaget i bogen Coronatanker - unge perspektiver fra en karantænetid. Her kan du læse Signes fremragende essay om hendes oplevelser.

Essay om Corona
Det var dén onsdag i marts, det blev offentliggjort, at hele landet ville lukke ned. To dage senere, fredag d. 13. valgte jeg at skrive mine tanker om situationen ned i min dagbog:
Det var en onsdag aften, klokken var omkring halv 9, og jeg lå i min seng i min lejlighed og lavede spansklektier, da en besked fra min Far tikkede ind: “Statsministeren står på TV og lukker dit gymnasium.” Jeg sprang op fra sengen og kaldte på mine to roomies, som jeg også
går i gymnasium med. Vi endte med at stå i døråbningen mellem det ene værelse og stuen og snakke i lang tid. For første gang gennem alt det her coronahejs, fik jeg et sug i maven.
Det var ikke kun vores skole, der blev lukket ned, det var hele landet.
Op til det her øjeblik havde jeg virkelig bevaret roen. Man ser så meget på de sociale medier, så derfor faldt det mig ikke ligefrem ind, at den her virus, skulle være mere alvorligt end så meget andet.
Fra stuevinduet kunne jeg se folk, der med hastige skridt gik med fyldte dagligvareposer og samtlige pakker toiletpapirsruller. I aggrunden kørte en konstant og vibrerende lyd fra min mobil, der modtog flere beskeder, end jeg kunne nå at læse.
Sent den aften ringede jeg til min Far. Jeg var forvirret og i chok over, at hele landet var lukket ned, når jeg gentagne gange havde fået at vide, at det ikke var noget særligt. Min Far indrømmede, at han havde undervurderet virussen, og jeg fik dobbelt sug i maven. Han har
som regel altid en god dømmekraft, men at han havde taget fejl omkring det her, slog benene væk under mig.
Da samtalen var slut, sad jeg tilbage med en kvalmende fornemmelse, og jeg var mildest talt i chok. Fra det ene øjeblik til det andet var hele samfundet blevet vendt op og ned. Alle planer var blevet aflyst. Den korkoncert, som jeg skulle holde dagen efter, og som jeg havde gjort mig klar og glædede mig til, var med ét blevet aflyst. Tanker om hvad der skulle blive af de eksaminer, som jeg allerede så småt var begyndt at forberede mig til, og om Roskilde festival nu ville blive aflyst fløj rundt i mit hoved. En intens følelse af skuffelse sneg sig ind på mig.
Jeg vågnede tidligt næste dag med en klump i halsen. Min mobil var faldet til ro igen efter aftenen før, hvor alle gruppechats var eksploderet med holdninger i øst og vest. Hele den overvældende og kaotiske situation var nu blevet erstattet med en næsten uhyggelig ro. Ude på vejene var der ikke en eneste bil at spotte, og for første gang oplevede jeg en stilhed i Aalborg centrum. Den skuffelse, der havde fyldt mig aftenen forinden, bevægede sig over i bekymring. Hele situation påvirkede mig mere, end jeg havde troet, det ville. Tanken om alle de udsatte, der rent faktisk kunne dø af det her, fyldte mig.
Nu hvor karantænen har varet i knap to måneder, er det bemærkelsesværdigt at læse tilbage på, hvad jeg følte og tænkte på daværende tidspunkt sammenlignet med den mere rolige tilgang, jeg har til det hele nu. Jeg tror, at mennesket har brug for stabilitet, og derfor vil alting før eller siden blive til hverdag – selv en epidemi.
Kriser som denne er svære at forholde sig til, før man står i det. Og selv, når man står i det, er det stadig en mærkelig ting at skulle kapere. Pludselig står verden i en situation, som man kun har læst om i historiebøgerne.
Selvom jeg står midt i krisen, har jeg på en måde haft det samme distancerede forhold til den, som jeg har til pesten eller den spanske syge. Fordi jeg ikke selv kender nogen, der har haft sygdommen tæt på livet, ser og hører jeg kun om virussen over sociale medier og i TV’et. Derfor adskiller Corona sig derfor ikke gevaldigt fra de fortællinger om tidligere epidemier, jeg har fået fra min historielærer henne i skolen.
På trods af det, kan jeg alligevel godt konstatere, at det er en voldsom krise, vi står i:
Senere om torsdagen besluttede jeg mig for at gå i Fakta. Jeg var nysgerrig på, hvordan butikken så ud efter gårsdagens hamstring. Turen derover var mildest talt bizar. Klokken var cirka 17, men byen var nærmest tom for mennesker. De få folk jeg mødte, gav mig et
bestemt smil, der indikerede, at ‘vi er sammen om det her’, imens de gik en stor bue uden om mig. Den bizarre stemning var som taget ud fra en film om zombie apokalypse. Da jeg ankom til Fakta, kunne jeg med det samme konstatere, at hylderne var rippet for varer, og at
der kun var få kunder i butikken udover mig. Det eneste man kunne høre, var den ene halvdel af et ægtepar, der brokkede sig over manglen af varer.
Med tiden har den underlige stemning lagt sig lidt til ro. Der gik lang tid, før jeg kunne gå ude blandt mennesker uden at føle mig malplaceret, og selv den dag i dag bliver der sendt skæve blikke, hvis en person hoster i offentligheden.
Vi er hver især nødt til at gøre en aktiv indsats for, at hverdagen kan blive nogenlunde normal, og at samfundet kan køre videre, så godt som muligt. Samtidig er det en hårfin grænse. Vi skal konstant minde os selv om at holde afstand til de mennesker, vi snakker med, og det kræver energi.
De retningslinjer, Folketinget har udsendt, har gjort det daglige liv forholdsvis overskueligt.
Alligevel er der nogle mennesker, der vælger at se bort fra dem. På de sociale medier ser jeg dagligt opslag, hvor folk er sammen med hinanden, som det passer dem. Hvis de har lyst til at holde en indendørs privatfest, hvor der bliver danset og krammet, så gør de det.
“Vi var under 10 personer” er et argument, man ofte hører. Jeg er helt med på, at det er svært at finde ud af, hvad der er okay at gøre i forhold til retningslinjerne, men der er dog alligevel, ifølge mig, en grænse hvor man nærmest ikke kan være i tvivl. Krydser man den
grænse, udsender man et signal om, at man er uberørt over, hvilke konsekvenser ens handlinger kan have.
Der er flere unge, der overholder reglerne, end unge der ikke gør, men alligevel føler jeg, at det er den mindre procentdel, der bliver lagt mærke til i det store billede. Det frustrerer mig, at deres handlinger gør, at hele vores generation bliver redt over med én kam som værende usympatiske og naive. Der skabes en dominoeffekt, hvor andre unge også begynder at løsne lidt på reglerne, fordi; “hvis de andre må, så må vi også”.
Det er en følelse, jeg også selv kan relatere til. Jeg har ofte lyst til at glemme retningslinjerne og bare have det sjovt, og jeg må sige, at for hvert opslag jeg ser, bliver det sværere at modstå fristelsen.
Der er dog én ting, de fleste unge nok kan erklære sig enige i, og det er, at det er svært at bevare den motivation, der er nødvendig at have, når man går i gymnasiet. Fordi alt er blevet aflyst, er dagene ofte ensformige og lange. Det er ikke nyt for mig at bruge hele dagen på skole og afleveringer, men det er virkelig gået op for mig, at de små sociale pauser og den variation man får af at være på en fysisk skole, er uundværlig. Af den grund tror jeg helt sikkert, at den frie hverdag vil blive værdsat i en højere grad, når alt det her er slut.
Vi er blevet mindet om, hvor godt vi har det her i Danmark, og jeg tror, at den påmindelse har været nødvendig i lang tid. Både unge og voksne har været tvunget til at forholde sig til vigtigere ting, end normalt.
Karantænen har givet muligheden for at lægge noget af det daglige stress bag sig og fordøje nogle af de mange oplevelser, der har været i løbet af året.
Når man kigger ud på gaderne, går folk i et stille og roligt tempo, hvor de førhen nærmest løb for at nå frem. Alle, inklusiv mig selv, havde så travlt, at det ikke var til at holde ud. Det har været tiltrængt for alle danskere at få en solid grounding. Hvis man skal tale om en god
side af pandemien, må det helt sikkert være dét.
Jeg håber, at roen vil hænge ved, når hverdagen starter igen, og at hele den her krise har lært os danskere nogle ting om sammenhold og samfundssind. Hvis vi holder fast i nogle af de gode ting ved karantænen, vil vi kunne se tilbage på den her tid, som noget der ikke kun var forfærdeligt, men på nogle punkter også havde en positiv indflydelse på samfundet.