Churchill 2.1
Churchill 2.1

Forældres og skolens reaktion på tilfangetagelsen.

Når drengene fra Churchill-Klubben lavede deres sabotageaktioner havde de fortalt forældrene, at de var sammen med kammeraterne eller at de spillede bridge og lignende, så der var ingen hverken i hjemmene eller på skolen, der var klar over, at de stod bag de stadig mere omfattende aktioner mod værnemagten. Forældrene var selvfølgelig chokerede og som pastor Edvard Pedersen, der var far til to af drengene, skrev i 1945 var man forfærdet over, at børn blev fængslet som "almindelige straffefanger". Forældrene modtog trøstende breve fra hele landet, men Edvard Pedersen mente, at forældrene var nøgterne og ikke var nedtrykte eller havde brug for trøst trods risikoen for hårde straffe - og måske endda dødsstraf. Ifølge ham følte forældrene, at drengene i så fald ofrede livet for en "den retfærdigste Sag i Verden". Samtidig havde man på dette tidspunkt efter Edvard Pedersens vurdering ingen forestilling om, hvor alvorligt det ville være, hvis drengene skulle ryge i hænderne på tyskerne, fordi de fleste troede at rygterne om tortur og mishandling var tyskfjendtlig propaganda. (Citatudpluk fra Edvard Pedersen. Churchill-Clubben i 'Vor Vej til 5. Maj', red. Ejgenbroth m.fl., Aalborg Amtstidendes Forlag 1945, side 41) Man skal ikke glemme, at Pedersens beskrivelse fra 1945 er efter drengenes løsladelse og efter befrielsen, men mon ikke de fleste forældre var nedtrykte i 1942, da der stadig var stor usikkerhed om, hvilken skæbne, der ventede Churchill-Klubbens medlemmer. Da skolens lærere og elever dagen efter blev orienteret om anholdelserne blev mange dybt rystede - ikke mindst eleverne i 4.mellem, den klasse hvor mange af de anholdte drenge var elever. En elev fortæller om reaktionen i klassen: " "Paa os (..) virkede denne Meddelelse fuldkommen chokerende. Disse seks Fyre, der saa sent som i Forgaars havde gaaet blandt os i Skolen, lært deres Lektier som vi, leget med os i Skolegaarden, de havde altsaa i deres Fritid lavet Sabotage mod Tyskerne, stjaalet deres Vaaben o.s.v., og nu sad de bag Laas og Slaa, i en lille Celle paa en Træbriks. Og al den 15-aariges livlige Fantasi udviklede i Hast et grusomt Billede af, hvilken Skæbne der skulde blive vore Kammerater til Del. Rektor opfordrede os til at gaa til vore Klasser og genoptage vort Arbejde. Men det kneb for os at samle Tankerne om Skolearbejdet. Vi sad og saa over paa de tomme Bænke, hvor vore arresterede Kammerater plejede at sidde. Ogsaa paa de fleste af Lærerne havde Afsløringen virket chokerende. En af dem, der senere blev meget aktiv i Frihedsbevægelsen, sad en hel Time med Hovedet begravet i Hænderne og sagde ikke et Ord til os." (Student 1945)" (Erindring fortalt i Galster: Aalborg Katedralskole under Besættelsen, side 47-48) Nogle elever fra skolen reagerede spontant på afsløringen af Churchill-Klubben, da de gik hen foran arrestens vindue for at råbe Hurra for sabotørerne og vise deres solidaritet med de fængslede drenge. Helge Bechmann, student fra 1945 og klassekammerat med mange af Churchill-Klubbens medlemmer fortæller i en erindring fra 1990 om Churchill-Klubben og reaktionen på deres tilfangetagelse: "Knud Pedersen ville kampen. Og snart samlede han fra a-klassen en flok drenge om sig. De gik oftest rundt i skolegården som en lukket flok, uden at vi andre vidste hvorfor. Det kom derfor som en bombe for os alle på skolen, da det en morgen i 1942 til morgensang blev meddelt, at en lang række elever fra 4. mellem var blevet fængslet for sabotage med den tyske værnemagt. Det var den berømte "Churchill-Klub." (....) I dag kan man vanskeligt forestille sig, hvilken enorm virkning afsløringen af "Churchill-Klubben" fik i den danske befolkning. Netop da Churchill-Klubben blev opløst fik den for alvor betydning. For den åndelige chokvirkning var kolossal og varig. Overalt blev Churchill-Klubben diskuteret. I butikker, på kontorer, i dagligstuer, på gadehjørner og frem for alt på uddannelsessteder. Anden fase i udviklingen var begyndt. Den politiske diskussion mand og mand imellem drejede sig om "norske tilstande" og om at kunne sige nej. Mere og mere fornemmede politikerne et folkeligt pres, der krævede, at de holdt op med at vige, men stod fast i forsvaret af frihed, humanisme og demokrati. Uanset følgerne.(...) Det mærkelige er, at hele denne proces blev sat i gang af en flok drenge og unge mennesker på 14-16 år." (Helge Bechmann i Aalborg Katedralskole 450 år. Jubilæumsskrift 1990, side 91-92) I denne beskrivelse får man, selv om erindringen er skrevet næsten 50 år efter Churchill-Klubbens tilfangetagelse, en fornemmelse for den forskrækkelse og de tanker, som arrestationen og kendskabet til drengenes sabotage førte med sig. Samtidig får man også at vide, hvordan Churchill-Klubben næsten isolerede sig i skolen, hvilket kan give noget af forklaringen på, hvorfor der dels gik så lang tid inden klubben blev afsløret og dels hvorfor afsløringen var så chokerende for omgivelserne. Det var dog ikke alle på Aalborg Katedralskole, der så positivt på Churchill-Klubbens sabotageaktiviteter. Rektor Galster blev, som det fremgår af andre opslag på denne side, tvunget på orlov pga. sagen med Churchill-Klubben og hans efterfølger, konstitueret rektor Hage, mente, at Churchill-Klubben var kriminelle unge, der ikke hørte hjemme på Aalborg Katedralskole. Allerede den 9. juni 1942 spurgte han ministeriet om, hvordan man skulle stille sig i forhold til de arresterede elevers muligheder for at fortsætte deres skolegang efter udstået straf. Hage selv mente i sin henvendelse, at deres forbrydelser var så grove, at man næppe ville kunne true med bortvisning af andre elever, hvis Churchill-Klubben kunne vende tilbage. Han mente, at man skulle sende besked til de fængslede elevers forældre om bortvisningen, allerede inden dommen faldt, således at skolen kunne vise, at man tog stilling til den alvorlige sag uden at lade sig influere af domstolens afgørelse. Det må hermed siges, at der med rektor Galsters fjernelse fra skolen, virkelig var kommet nye toner i forholdet til besættelsesmagten hos skolens ledelse. Ministeriet valgte dog hverken at svare på denne henvendelse eller en senere henvendelse fra den konstituerede rektor. Da en af drengene i maj 1943 blev løsladt spurgte den konstituerede rektor igen ministeriet, om drengen kunne få lov til at genoptage sin skolegang på Aalborg Katedralskole. Hage erklærede, at han ikke mente, at nogle af medlemmerne fra Churchill-Klubben skulle have lov til at fortsætte på skolen pga. deres grove forbrydelser, men også fordi de pga. deres handlinger var årsag til at rektor Galster var blevet sendt på orlov. Da skolen i øvrigt allerede var under observation ville det ikke blive mindre, hvis drengene kom tilbage på skolen. Læs Hages brev til ministeriet Trods den konstituerede rektors negative holdning vendte drengene tilbage til Aalborg Katedralskole efter strafafsoningen.