Intra Lectio Menu
Elevstyrede aktiviteter
Elevstyrede aktiviteter

Elevstyrede aktiviteter

På Aalborg Katedralskole har eleverne taget initiativ til en række faste aktiviteter. Herunder kan du se, hvilke det drejer sig om. Og du er hjertelig velkommen til at deltage i aktiviteterne. Udover de faste aktiviteter, er der også andre elevstyrede aktiviteter, som kører i begrænsede perioder. Disse aktiviteter annonceres via skolens normale info-kanaler.

Fredagscafé

Cirka en gang om måneden er der fredagscafé i skolens kantine efter skoletid. Fredagscaféerne er altid livlige og stemningsfyldte begivenheder, hvor skolens elever mødes og glædes over, at de nu kan gå på weekend efter endnu en travl gymnasieuge. Til fredagscaféerne er der ofte livemusik eller begivenheder såsom bordfodboldturnering.

Kontaktpersoner: Elisa Marie Norgaard Mortensen, 3.j og Kasper Skovsager Øster, 3.d.

Operation Dagsværk

Hvert år i starten af november foregår den årlige Dagsværkdag, som er en dag, hvor eleverne på Aalborg Katedralskole og mange af landets andre gymnasier får fri til at arbejde i den gode sags tjeneste. Det foregår ved, at alle de elever, der har lyst, arbejder i cirka 5 timer og donerer deres løn for arbejdet til et velgørende projekt i et u-land, som Operation Dagsværk står for i samarbejde med f.eks. Folkekirkens Nødhjælp eller Mellemfolkeligt Samvirke. Det er gymnasieeleverne selv, der vælger hvert års projekt, og der foregår op til Dagsværkdagen diverse oplysende aktiviteter, herunder en fællestime for alle Katedralskolens elever.

Kontaktperson: Tobias Buurmeister, 2.b

Døgnbrænder

Døgnbrænder er et frivilligt socialt arrangement, som er lavet af elever for elever. Det er et stort og alsidigt arrangement, hvor du får lov til at opleve skolen, dine klassekammerater, lærerne og de andre elever på en helt ny måde. Du skal nemlig være på skolen en hel nat fra kl. 18.00 til 08.00. I løbet af natten arbejder du i workshops med fx idræt, dans, lyrik, film, billedkunst, musik, fysik, journalistik mv. I løbet af natten viser de forskellige workshops deres arbejde frem. Døgnbrænder er en enestående mulighed for at møde elever fra de andre klasser på skolen.

Kontaktpersoner: Klara Buss Kristiansen, 3.y, Sofie Holme Stenberg, 3.x, Magnus Dencker, 3.x, Sara R. D. L. Sørensen, 3.y, August Isidor Jørgensen, 2.m, Mathias Kvist Knudsen, 2.z, Sebastian Svelle, 2.r, Laurids Roelsgaard Torp, 2.k og Magnus Storgaard, 2.k.

K-Pop Dans

K-pop foregår i Multisalen eller Spejlsalen torsdag og fredag efter 5. Modul. På holdet lærer vi forskellige koreografier, hvoraf vi har korte koreografier om torsdagen og lange koreografier om fredagen.

Kontaktperson: Alexander Winther Moldt, 3.d.

Musikcafé

Fredag den 1. november blev musikcafé afholdt for første gang i 2019, og for 2. gang i skolens historie. Musikcafé er et sted og et tilbud, der involverer alle, der er interesseret i musik, gratis koncerter, at have det fedt, højre-venstresving og alle de andre gode sager. Kort sagt, musikcafé er for alle. Caféen giver også elever (og lærere) mulighed for at øve op til noget, have en deadline på de mange "øvere" med sit band, eller bare vise det frem, man har gået og tumlet med det sidste stykke tid. Musikcafé er stadig en idé under opbygning, og vi har stadig en masse at føre ud i livet. Vi går og drømmer om at starte et sindssygt fedt og attraktivt tilbud op, specielt for dem der kommer, men også for at sikre caféens overlevelse, dem der bruger deres tid på at promovere caféen, styre den og sætte alt grejet op og pakke det ned igen.

Kontaktperson: Markus Emil Vestergaard Jensen, 2.d.

Debatten på Katten

Debatten på katten er skolens debatklub. Vi mødes cirka en gang om ugen, og debatterer alle mulige forskellige samfundsrelevante og spændende ting. Hvis du vil høre mere, eller kunne tænke dig at være med, kan du finde os på Facebook - vores gruppe hedder Debatten På Katten. 

Kontaktperson: Sarah Grønlund Jespersen, 3.y.

Drama

Skolen har et drama-hold, som i starten af skoleåret laver nogle øvelser, som enten er dramarelateret eller i relation til at leve sig ind i en rolle. Holdt vil, (normalt) ved slutningen af efteråret, have valgt et stykke, gennemlæst det, og være i gang med at øve det. Drama-holdet kræver kun, at du er interesseret i det, og er klar til at ligge noget tid til det. Drama-holdet blev til at starte med sat på benene for dem, som gerne vil spille skuespil, men ikke har evnerne til teaterkoncerten. Drama foregår hver onsdag i 5 modul i A212. Hvis du skynder dig og er villig til at læse stykket derhjemme som "lektie", vil der stadig – i meget kort tid endnu - være mulighed for at være med.

Kontaktpersoner: Rikke Kristiansen og Gabriel Vedel, 2.b.

Miljøudvalget

På Katten vægter vi værdier som åbenhed, mangfoldighed og hensyn utroligt højt - både hensyn til hinanden og for verden omkring os. Dette ses især i vores engagement for klimaet, hvor vi gennem politisk aktivitet sætter den grønne profil i højsædet og sætter rammerne for bæredygtige initiativer, der fremmer den grønne dagsorden. I skolens miljøudvalg arbejder vi sammen med lærere og personale - og ikke mindst vores medstuderende - om at bidrage til et miljøbevidst skolemiljø og reducere skolens klimaaftryk gennem konkrete tiltag. Det er altid super fedt og konstruktivt at være med til møderne i udvalget, for der er altid noget at tage hul på. I løbet af dette skoleår har vi blandt andet afholdt “Lopper på Katten”, som var en genbrugs-bazar, og vi har fået indført affaldssortering på skolen.

Kontaktperson: Elma Huremovic, 2.y.

Røde Kors

Røde Kors på katten laver mange forskellige ting. Vores primære fokus ligger dog på landsindsamlingen, som ligger i starten af skoleåret. For at få fokus på indsamlingen har vi pyntet skolen op, givet kage til indsamlerne og lavet konkurrencer. Udover dette prøver vi at samle penge ind på andre måder, f.eks. har vi solgt kage til fredagscafé.

Socialiseringsudvalget

Vi er et udvalg, som laver hyggelige arrangementer på skolen. Flere arrangementer er blevet til traditioner. Vi står blandt andet for salg og uddeling af julesliktokke og suit-up-day. Udvalget mødes, når der skal planlægges eller afholdes arrangementer. Hvis du vil være med, kan du kontakte et hvilket som helst medlem fra udvalget.

Kontaktpersoner: Louise Autzen og Anne-Sofie Langballe, 2.y, Astrid Grevy, 2.k og Ane Nørgaard, 2.k.

SOS Børnebyerne

Vi har også et "SOS Børnebyerne"-udvalg her på skolen. Formålet er primært at samle penge ind til organisationen. Dette gør vi ved at arrangere arrangementer på skolen som f.eks "Bezzerwizzer-turnering", "Jule-klippe-hygge" osv. Dertil sælger vi oftest snacks til andre arrangementer – blandt andet Ydun-festerne.

Kontaktperson: Kristine Stie Davidsen, 2.m​

Dungeons & Dragons: 

På skolen samles både Dungeonmasters og n00bs til en eftermiddag i rollespillets tegn, for at slaye diverse BBEGs. Dungeons & Dragons foregår i A212 hver mandag i 5. modul.

Kontaktperson: Gabriel Vedel Suominen, 2.b