Ikon for søg
Biologi A og Kemi B
Biologi A og Kemi B

Biologi A og Kemi B

I denne studieretning skal du lære om menneskets og naturens biologi, og hvordan vi kan bruge denne viden til at løse problemer inden for områder som sundhed, miljø og klima. 

Fokus i undervisningen

Biologi er et naturvidenskabeligt fag, hvor omdrejningspunktet er samspillet mellem mennesket og dets omgivelser. Biologi har præget udviklingen i det moderne samfund, fx med opdagelsen af penicillin og udviklingen af de genteknologiske metoder. Det eksperimentelle arbejde supplerer den teoretiske undervisning og giver indsigt i mennesket som biologisk organisme, og hvad der sker i naturen.

Kemi bidrager på afgørende vis til forståelsen af biologiske problemstillinger inden for områder som kost og biokemi, nervefysiologi, toksikologi og i naturen. Sundhed og klima indgår som naturlige elementer i undervisningen, hvor aktuelle problemstillinger kan inddrages.

I klassen varieres mellem gruppearbejde, individuelt arbejde, tavleundervisning, projektarbejde og praktiske eksperimenter i laboratoriet. En del af undervisningen foregår i samarbejde med forskningsinstitutioner og erhvervslivet.

Eksempler på emner:

  • Kroppens organsystemer og stofskiftet – ernæring, fedme og diabetes, fordøjelsen 
  • Arbejdsfysiologi - muskler og kredsløb, styrke og kondition
  • Nervefysiologi - hjerne og hukommelse, rusmidlers biologi 
  • Infektionsbiologi - sygdomme, mikroorganismer og immunforsvaret 
  • Genetik - arvelige egenskaber, evolution og bioteknologi
  • Natur og miljø - naturtyper og biodiversitet, landbrug og forurening 
  • Biologiske vækstmodeller og bioinformatik 

Fag i studieretningsforløbet

Nedenfor kan du se et eksempel på, hvordan et studieretningsforløb med profilfagene Biologi A og Kemi B kan se ud.

 

Fremtiden

Med denne studieretning opfylder du de formelle adgangskrav til mange uddannelser, uanset om de er tekniske, naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige eller humanistiske. Gennem dine valgfag kan du åbne adgangen til endnu flere. 

På UddannelsesGuidens tjeneste Adgangskortet [LINK] kan du se præcis, hvilke uddannelser studieretningen giver dig adgang til. 

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til studieretninger og valgfag, kan du kontakte skolens studievejledning. 

© Aalborg Katedralskole 2025