Ikon for søg
Internet og digitale hjælpemidler
Internet og digitale hjælpemidler

Internet og digitale hjælpemidler

Adgang til internet

Du må ikke anvende internettet under en prøve, medmindre der for den enkelte prøve er givet adgang hertil. Det er dog tilladt at anvende internettet til at tilgå en digital prøve eller aflevere en prøve digitalt. Du kan derudover anvende internettet til digital adgang til undervisningsmateriale, der fremgår af undervisningsbeskrivelsen, hvis materialet ikke kan medbringes fysisk eller opbevares lokalt på computeren.

Tilladt brug af digitale hjælpemidler

Du må under en prøve medbringe og anvende materiale i fysisk form eller materiale, der er opbevaret lokalt på din egen computer eller lignende, medmindre der i reglerne for den enkelte prøve er fastsat begrænsninger. Du må således anvende digitale noter, forudsat at de er opbevaret lokalt og tilgængelige uden internetadgang. Du er selv ansvarlig for, at materialet foreligger i et format, der kan anvendes offline ved prøven.

Du må anvende digitale hjælpemidler og undervisningsmaterialer, der kræver internetadgang, hvis disse fremgår af undervisningsbeskrivelsen, og hvis de ikke kan opbevares lokalt på din computer.

Se uddybende regler for brug af internettet ved prøver og eksamen i dokumentet Retningslinjer for adgang til internettet for prøver og eksamen i eksamensmappen på intranettet.

Ikke tilladt brug af digitale hjælpemidler

Du må ikke anvende digitale værktøjer eller programmer, der giver adgang til kommunikation, søgning eller generering af indhold, herunder generativ kunstig intelligens, medmindre dette er udtrykkeligt tilladt i reglerne for den enkelte prøve.

Dette omfatter blandt andet:

  • at skrive i delte dokumenter (fx Google Docs)
  • at foretage søgninger på internettet
  • at anvende online portaler eller digitale bogsamlinger med søgefunktion
  • at benytte oversættelsesværktøjer
  • at bruge internetadgang til interaktive programmer
  • at kommunikere med andre end tilsynsførende, eksaminator og censor
  • at tilgå Studienet.dk herunder offline-udgaven ”Exam Mode

Se desuden dokumentet Hjælpemiddeloversigt-til-gymnasiale-prøver og Retningslinjer for adgang til internettet for prøver og eksamen i eksamensmappen på intranettet.

Du skal under prøven udelukkende anvende skolens netværk. Du er selv ansvarlig for, at sociale medier og andre kommunikationsplatforme er lukket på computeren, så der ikke er kontakt til omverdenen under prøven.