Adgangskortet
Se, hvilke uddannelser dine fag kan give adgang til via uddannelsesguidens adgangskort.
Matematik A, Bioteknologi A og Fysik B
I denne studieretning bliver du kogere på, hvordan vores viden om kroppen kan bruges til fx at udvikle ny medicin eller diagnosticere sygdomme.
Fokus i undervisningen
I bioteknologi kombineres fagene biologi og kemi, hvor der i overvejende grad tages udgangspunkt i de processer, som sker i cellerne, og de forhold, som de befinder sig i.
I bioteknologi anvendes mikroorganismer ofte til udvikling af bioteknologiske fremskridt, som har betydning for f.eks. udvikling af ny medicin eller enzymer. Kendskab til DNA og genetik, cellers opbygning og funktion i forskellige sammenhænge er derfor centrale områder. Der arbejdes med anvendelser af bioteknologi inden for områder som f.eks. miljøforhold og sygdomsbekæmpelse.
Undervisningen omfatter såvel teori som eksperimentelt arbejde. I laboratoriet arbejdes f.eks. med mikrobiologiske og genteknologiske teknikker og analysemetoder til undersøgelse af stoffers egenskaber. Eksperimenterne indgår som en integreret del af undervisningen og i samarbejde med forskningsinstitutioner og virksomheder.
Matematiks logiske metoder bruges til at håndtere og beskrive iagttagelser. Du vil komme til at arbejde med at omsætte observationer til faglige begreber, og samtidig stimulerer undervisningen din kreativitet og evne til at tænke selvstændigt.
I fysik undersøger og beskriver vi forskellige fænomener i vores omgivelser. Vores mål er at få indsigt i, hvordan verden hænger sammen fra det allermindste (atomart niveau) til det allerstørste (universet).
Eksempler på emner
- Mikroorganismer i forskning og produktion
- Anvendelse af genteknologi ved diagnosticering
- Enzymers funktion og anvendelse
- Fremstilling og brug af lægemidler samt modellering af medicins optagelse i kroppen
- Modellering af neuroner med elektriske kredsløb
- Epidemimodeller og numerisk løsning af koblede differentialligninger
- Neurale netværk og kunstig intelligens
- Genetik og sandsynlighedsregning
- Statistik og godkendelse af nye lægemidler
Fag i studieretningsforløbet
Nedenfor kan du se et eksempel på, hvordan et studieretningsforløb med profilfagene Matematik A, Bioteknologi A og Fysik B kan se ud.
![]()
Fremtiden
Med denne studieretning opfylder du de formelle adgangskrav til næsten alle uddannelser, uanset om de er tekniske, naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige eller humanistiske.
På UddannelsesGuidens tjeneste Adgangskortet kan du se præcis, hvilke uddannelser studieretningen giver dig adgang til.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til studieretninger og valgfag, kan du kontakte skolens studievejledning.
© Aalborg Katedralskole 2025