Fokus på ligestilling med besøg af Zonta
I går havde Katten besøg af Zonta Danmark, som sammen med lærere og hele 174 elever fra både 1. og 2.g samt HF satte fokus på ligestilling mellem kønnene. Besøget var en del af skolens arbejde med FN’s verdensmål nr. 5 og blev afviklet i samarbejde med undervisningsplatformen goalfive.org.
Eleverne deltog i oplæg og workshops, hvor de arbejdede med spørgsmål om køn, uddannelse, arbejdsliv, sex og samtykke. Efter oplægget fordelte eleverne sig på forskellige hold og arbejdede videre med temaet sammen med både lærere og repræsentanter fra Zonta.
Formålet med dagen var at motivere og inspirere både elever og lærere til at sætte ligestilling på skemaet – og gøre det tydeligt, at ligestilling også handler om social bæredygtighed og handlekompetence. Materialet og inspirationen til dagen kom fra goalfive.org, hvor gymnasielærere har udviklet forløb til blandt andet dansk, engelsk, historie, matematik, religion, samfundsfag og spansk.
Zonta Danmark har været med til at udvikle platformen og deltager som praktiske hjælpere på dagen. Vi glæder os over, at så mange elever og lærere var engagerede - det er vigtigt, at vi fortsat kæmper for ligestilling både på skolen og i samfundet.