
Naturvidenskabsfestival i Aalborg Zoo
I uge 39 deltog Aalborg Katedralskole i Naturvidenskabsfestivalen i Aalborg Zoo, hvor elever fra flere klasser og fag over fire dage formidlede naturvidenskab til nysgerrige folkeskoleelever.
Festivalens tema var Fremtidens By, og vores elever havde forberedt en lang række aktiviteter, forsøg og quizzer, der satte fokus på alt fra fotosyntese og mikrogrønt til bæredygtige byer og kemien bag skumfiduser.
Mandag stod 2.y for bioteknologiske aktiviteter med plancher og quizzer om fuglestemmer, fødevarevalg, Limfjorden og fotosyntese. Tirsdag overtog 3.z med biologi og smagsprøver på mikrogrønt, quiz om sommerfugle og blomster – og hjemmelavede bolsjer, som hurtigt blev populære blandt de besøgende.
Onsdag var det 2.x og kemiens tur. Her kunne man opleve alt fra syreregn og rødkål til slim, sodavand og vingummier – alt sammen med faglige forklaringer og smagsprøver. Torsdag sluttede 1.q af med naturgeografi og fokus på bæredygtige byer. Der blev sorteret affald, plantet træer i Jomfru Ane Gade og skudt efter måger – med et glimt i øjet og en seriøs pointe om bæredygtighed.
Naturvidenskabsfestivalen er en årlig begivenhed, hvor gymnasier og videregående uddannelser formidler naturvidenskab til børn og unge. Vi er stolte af vores elevers engagement og evne til at gøre naturvidenskab levende, sanselig og vedkommende.