Tidligere kriminel besøgte HF'erne
Elever fra to psykologi B-hold fik for nylig et stærkt og virkelighedsnært indblik i kriminalitet, da de i forbindelse med deres undervisningsforløb havde besøg af Daniel, som er tidligere kriminel og helt spontant sluttede et HF samfundsfag B-hold spontant sig til oplægget.
Daniel fortalte åbent og ærligt om sin personlige historie og om, hvordan han mistede sit arbejde som ejendomsmægler og i en periode præget af afmagt gled ud i først stofmisbrug og siden en kriminel løbebane. I dag er han helt ude af kriminaliteten og lever et stabilt liv med job og kæreste.
Med en rolig og nøgtern tilgang formåede Daniel at fastholde elevernes opmærksomhed gennem hele oplægget. Han var en åben bog og svarede engageret på de mange nysgerrige og respektfulde spørgsmål fra eleverne, som fik mulighed for at koble teori fra undervisningen med en konkret livsfortælling.
Et centralt budskab i oplægget var vigtigheden af at bede om hjælp i tide. Daniel pegede selv på, at hans forløb måske kunne have set anderledes ud, hvis han tidligere havde overvundet sin stolthed og rakt ud. Samtidig gav han udtryk for, at han i dag finder mening i at dele sin historie, hvis den kan være med til at forhindre andre i at ende samme sted.
Besøget gav eleverne et stærkt supplement til undervisningen og satte tydelige spor i refleksionerne om kriminalitet, ansvar og forebyggelse.