Ikon for søg
Der er ingen skam i at være ordblind
Nyheder

Nyheder

Der er ingen skam i at være ordblind

Flere og flere unge bliver diagnostiseret med ordblindhed og har brug for hjælp til at gennemføre deres uddannelse. På Aalborg Katedralskole har vi en HF-klasse, hvor unge med ordblindeproblematikker kan få ekstra hjælp, ligesom alle elever bliver screenet for ordblindhed, så også andre elever kan få støtte igennem uddannelsen.
Louise Skall fra 1.q og Clara Nebelung fra 3.a har sammen med læsevejledningen deltaget i et udskolingsarrangement for ordblinde unge og deres forældre, hvor de kunne fortælle om, hvordan det er at være ordblind på STX og HF, og hvilke støttemuligheder der er. Louise holdt et flot og modigt oplæg om sin personlige historie med udfordringer og succeser, at være ”superbruger” af sine hjælpemidler og at det absolut er muligt at gå på gymnasiet og være ordblind.
Derudover var det en vigtig pointe fra Louise, at man sagtens kan være helt åben om, at man er ordblind, for det er der ingen skam i, og samtidig åbner det op for, at man kan få den nødvendige hjælp. Bagefter hjalp eleverne med at besvare forskellige spørgsmål fra forældre og elever, mens der blev serveret mad fra Dengladekok, som også er ordblind, men har sin egen succeshistorie.