Ikon for søg
Hvordan er det at være skitzofren?
Nyheder

Nyheder

Hvordan er det at være skizofren?

To af vores psykologi B-hold har haft besøg af Heidi Stokholm, som er leder i det døgndækkede område i socialpsykiatrien her i Aalborg, og Davud på 30 år, som har diagnosen skizofreni. De kom og gjorde os klogere på denne diagnose. Davud er socialt og medicinsk 'recovered', så han får ikke længere medicin og lever et 'normalt' (efter samfundets normer) liv. Han hører stadig stemmer, men har lært at bruge dem konstruktivt. Davud er peer-medarbejder i socialpsykiatrien, dvs. han øver sig i at bruge sine egne levede erfaringer i at hjælpe andre i samme situation. Davud gjorde os med sin personlige erfaring meget klogere på skizofrenidiagnosen og fortalte, hvordan man kan lære at leve med den. Vi fik i høj grad nuanceret det billede, som mange mennesker har, hvor vi opfatter skizofreni som noget farligt, hvilket ofte forstærkes af skræmmende historier fra nyhedsbilledet, for der er store forskelle på, hvordan skizofreni kommer til udtryk, i hvor høj grad man hører stemmer og hvilke stemmer man hører. Heidi fik også nuanceret, at vi faktisk alle hører stemmer, bare på en anden måde, hvor det ikke er så indgribende. Eleverne stillede noget relevante spørgsmål og gav udtryk for, at de havde fået et helt andet billede af diagnosen, end hvad man kan læse sig til. Oplægget lå i forbindelse med forløb med fokus på netop diagnoser, diagnosekultur og den svære distinktion mellem det gale og det normale.