Holdningen på Aalborg Katedralskole under krigen
Stemningen på Aalborg Katedralskole opfattedes af mange som værende tysk-fjendtlig under besættelsen. Rektor Galsters officielle taler til skolen og mange af hans handlinger blev af den tyske besættelsesmagt opfattet som værende uacceptabel kritisk overfor Tyskland og for pro-engelsk. Selv sagde Galster, at han og skolen var pro-dansk. Dog kan man i flere af de taler, som han har gengivet i en bog om besættelsestiden finde flere udsagn der kan tolkes som en opfordring til at modarbejde tyskerne - rektor Galster var dog som regel tvetydig i sine budskaber og da han ofte i sine taler inddrog historiske eksempler, hvor danskere eller endda nogle af skolens elever havde kæmpet imod Danmarks fjender, kan man tolke talerne både som et stykke Danmarkshistorie og/eller som en opfordring til kamp. Galster var iøvrigt ikke ene om at bruge historiske metaforer under besættelsen.
Af og til betonede han imidlertid også, at en indsats for fædrelandet også kunne bestå i at videreuddanne sig for på den måde at styrke landet.
Der var også eksempler på klager fra elever om at lærerne lavede antitysk propaganda på skolen og at elever blev mobbet, hvis de eller deres forældre havde nazistiske synspunkter; men der var også mindst et eksempel på, at en elev følte sig chikaneret af en nazistisk lærer.