Ikon for søg
Brobygning for HF-plus
Brobygning for HF-plus

Brobygning for HF-plus

Velkommen til brobygningen! Vi glæder os til at vise dig, hvad vi kan tilbyde på Aalborg Katedralskole.

Hvad er HF-plus?

HF-Plus er en HF-uddannelse henvendt til unge med ordblindhed. Man kan sagtens være ordblind og gå på enten vores almindelige STX eller HF, men mange ordblinde vil have glæde af, at der er lidt ekstra hjælp.

HF-Plus er ikke en specialuddannelse, hvor prøverne laves om, eller hvor man strækker forløbet over længere tid, men en uddannelse, hvor man tager højde for, at ordblinde lærer på andre måder end ikke-ordblinde. Derfor vil man fx inddrage AppWriter eller IntoWords i alle fag, og både lærere og læsevejledere vil hjælpe dig i brugen af det. Dertil vil der i mange fag være en to-lærerordning, så det er nemmere at få hjælp. Endelig ved vi fra vores HF-Plus-klasser, at eleverne er meget glade for at gå i en klasse, hvor alle er ordblinde, men at klassen ikke betragtes som en speciel klasse, men indgår som klasse på skolen på samme måde som alle andre klasser og elever.

Hvor skal jeg møde?

Aalborg Katedralskole, Sankt Jørgens Gade 5, 9000 Aalborg

Hvornår?

Første dag skal du møde senest kl. 8.15 i skolegården (mellem bygning A, B, C og D - se oversigtstavlen foran skolen). Her møder vores brobygningskoordinator dig, og du vil blive vist til det lokale, hvor introduktionen til brobygningen finder sted. Skoledagen slutter senest kl. 13.30.

Hvordan finder jeg skolen?

Det tager ca. 15 min. at gå fra busstationen og banegården til Aalborg Katedralskole. Hvis du skal med bybus, går bus nr. 15 næsten lige til døren. Der er et stoppested på hjørnet af Hasserisgade og Sankt Jørgens Gade. Bor du i Aalborg, er det nemt at cykle.

Vi har kantine på skolen, men der er tit lang kø i frokostpausen. Du kan betale med dankort, kontanter og mobilepay.

Hvad skal jeg have med?

Du skal medbringe papir, blyant og en skolecomputer, hvis du har en.

Hvorfor?

Formålet med brobygningsforløbet er, at du oplever gymnasielivet og får en forsmag på den faglighed, der kendetegner gymnasiet og HF. Dertil vil du opleve, hvordan den ekstra hjælp, der er på HF-Plus fungerer, og du vil opleve fællesskabet, der er ved at være i en klasse med mange andre ordblinde.

Hvad skal jeg lave de to dage?

Vi vil gerne give dig et klart billede af, hvad det vil sige at være gymnasieelev fagligt og socialt. Derudover får du et indblik i Aalborg Katedralskoles helt særlige kendetegn og atmosfære.
Du bliver placeret i en klasse med andre, som også har valgt HF-plus, og vi forventer, at du deltager aktivt i undervisningen. Du får også mulighed for at komme til at tale med elever, som allerede sidder i en HF-plus-klasse, og du vil møde vores læsevejleder.

Når du møder om morgenen, vil du blive mødt af en vejleder, der følger dig til din klasse. I klassen møder du de andre brobyggere og får udleveret et program for de dage, du er i brobygning. Du vil også få en grundig introduktion til uddannelsens opbygning og de fagpakker, man kan vælge på HF.
Der vil blive tilknyttet en vejleder, så du kan få svar på alle dine spørgsmål. Du vil også blive vist rundt på skolen, så du kan få et indtryk af stedet og se faglokaler, kantine og bibliotek.

På Aalborg Katedralskole udbyder vi både STX, altså det almene gymnasium, og HF. De lærere, du vil møde i brobygningsforløbet, kan fortælle dig, hvis fagene har forskelligt indhold på STX og HF. Studievejlederen kan svare på, om der er adgangskrav og fortælle hvilke muligheder, der er for videregående uddannelse.

Læs mere om skolen og uddannelserne her på hjemmesiden eller følg Katedralskolen på Facebook og Instagram.

Hvem?

Du kan kontakte Regina Hansen eller studievejleder Lisa Knapp på telefon 96 31 37 80 eller mail, hvis du har spørgsmål til forløbet. Har du spørgsmål til HF-plus eller til læsevejlederen kan du kontakte Mikkel Hyldgaard Gade eller læsevejleder Mette Skotte Engers

Hvis du er syg, skal du sygemelde dig på mail til Regina Hansen