Ikon for søg
Engelsk A , spansk begynder A og latin C
Engelsk A , spansk begynder A og latin C

Engelsk A, spansk begynder A og latin C

Vil du lære at forstå verden gennem sprog, historie og kultur? Med studieretningen Engelsk, Spansk og Latin kombinerer du indsigt i fortidens idéer med stærke sprogfærdigheder, der åbner døren til nutidens globale samfund. 

I Engelsk og Spansk bliver du god til at kommunikere på to af verdens mest udbredte sprog. Vi arbejder med litteratur, film, musik og aktuelle samfundstemaer fra engelsktalende og spansktalende lande, hvor du udforsker alt fra kulturelle traditioner til moderne udfordringer. Latin giver dig adgang til Europas rødder – du dykker ned i den klassiske verdens sprog, kultur og filosofi og opdager, hvordan antikkens idéer stadig præger nutidens samfund og sprog. 

I engelsk bygger vi videre på det, du har lært i folkeskolen. Grammatik og arbejdet med at udvide og nuancere dit ordforråd er integreret i arbejdet med emner, der har tilknytning til den engelsktalende del af verden, fx præsidentvalg i USA, det multikulturelle Storbritannien og situationen i tidligere engelske kolonier. Vi går i dybden med tekstarbejdet og analyserer og diskuterer de tekster, vi arbejder med. Vi læser også klassikere af kendte forfattere, og i 3.g læser vi uddrag af et skuespil af en af verdenslitteraturens største forfattere, William Shakespeare. 

I spansk starter du med at opbygge et centralt ordforråd om hverdagsemner, og du lærer den grundlæggende grammatik. Senere får du kendskab til mange forskellige aspekter af livet i den spansktalende del af verden, fx immigration fra Mellemamerika til USA, De dødes dag i Mexico og det moderne Spanien. Gennem arbejdet med emnerne udvikler du dit ordforråd og din evne til at læse, forstå, tale og skrive spansk. 

Latin har i modsætning til de moderne sprog kun fokus på det skrevne sprog og den romerske kultur og tænkning. Efter en intro til sproget i et begyndersystem vil du hurtigt komme til at læse rigtige tekster skrevet af romerske forfattere i antikken. Det kan være kærlighedsdigte af Catul eller satiriske tekster af Martial. I latin får du ud over viden om det antikke Rom en stærk sproglig forståelse, da en stor del af arbejdet går med at analysere og oversætte tekster.  

Denne studieretning er derfor for dig, der elsker sprog, kultur og historie, og som vil kombinere klassiske studier med en global tilgang. Den giver dig stærke kompetencer til fremtidige studier inden for humaniora, kommunikation eller internationale relationer – og til at forstå både verdens fortid og dens fremtid. 

I studieretningen indgår normalt en udvekslingsrejse og en studietur til de lande, hvor sprogene tales. 

Du kan nedenfor se et eksempel på, hvordan et studieretningsforløb med fagene kan se ud: