Churchill-klubbens aktiviteter
Churchill-klubbens aktiviteter

Churchill-klubbens aktiviteter - Våbentyveri, sabotage og opgør med værnemagere

Man lavede en inddeling af gruppen i hhv. en sabotageafdeling, en teknisk afdeling og en propagandaafdeling, men denne inddeling fik ikke nogen egentlig praktisk betydning efter den tekniske afdeling mislykkedes med nogle kemiske forsøg og endvidere fik sendt nogle drenge på togt med en ineffektiv seglgarnsbombe. De udsendte drenge måtte i stedet "manuelt" ødelægge den tyske bil, de havde udset sig, hvilket dog også viste sig at være ret effektivt. I virkeligheden ville alle drengene nemlig helst, som en af dem fortæller efter krigen (i rektor Galsters bog: Aalborg Katedralskole under Besættelsen, side 43-44) gå rundt i byen om aftenen og ødelægge tyske biler.

I løbet af vinteren og foråret fik man revet en del tyske skilte ned eller fik dem ødelagt, hvis man ikke kunne fjerne dem. Siden hen begyndte drengene at stjæle våben fra tyskerne og de 10-12 drenge, der efterhånden var aktive i klubben, fik samlet mange våben. For at blive medlem af Churchill-Klubben skulle man nemlig møde op med et stjålet tysk våben eller have lavet en form for sabotage mod tyskerne. Dermed blev nye medlemmer allerede fra starten inddraget i de illegale aktiviteter, ligesom dette også kunne virke præventivt i forhold til evt. at sladre om gruppen og dens aktiviteter.

 

Ifølge Helge Milo fra Churchill-klubben medbragte 3 nye medlemmer fra Brønderslev som ”indmeldelsesgebyr” 3 mortergranater, som var stjålet fra tyskerne. Planen var at mortergranaterne skulle kastes ud fra Budolfi Kirkes tårn og eksplodere; det ville blandt andet gå ud over de mange tyske biler, der altid var parkeret ved pladsen foran kirken.

Nogle af aktionerne for at skaffe våben var ret dramatiske. I nogle tilfælde blev våbnene stjålet ved højlys dag for næsen af tyskerne og ved et enkelt tilfælde gav de sig i snak med nogle tyske soldater, så de kunne snuppe et våben fra dem i et ubevogtet øjeblik. Generelt var et af de store problemer for gruppen ubemærket at få de stjålne våben med på cykel, som var deres faste transportmiddel, når de færdedes rundt i byen.

En dag kom man f.eks. forbi de mange biler, som tyskerne ofte havde parkeret på Budolfi Plads. En af drengene sparkede ved et "uheld" en bold, som han tog fra nogle børn, der gik og legede, ind på den indhegnede plads. Vel inde på pladsen så han en revolver i en bil tæt ved hegnet og man kunne ubemærket få smuglet geværet ud, fordi der i forvejen kunne være mange nysgerrige på pladsen, der studerede bilerne. Ofte lavede drengene ret systematiske undersøgelser på byens store konditorier, hvor der kom en del tyske soldater - det var ikke for ingenting at Danmark blev kaldt for "flødeskumsfronten". Hvis tyskerne havde hængt deres revolverbælte i garderoben, kunne drengene jævnligt slippe af sted med et våben eller to. De skulle selvfølgelig passe på ikke at blive set af personalet, ligesom de kunne risikere, at der dukkede tyskerne op i garderoben. På et tidspunkt havde drengene med held fundet en revolver, da ejermanden dukkede op. De andre drenge stak af, mens der stod en tilbage med bælte og revolvertaske - drengen bukkede og overrakte bæltet til tyskeren, som om han blot var ualmindelig venlig overfor tyskeren, hvorefter drengen slentrede ud af garderoben. Ud på gaden kunne han efter de nervepirrende sekunder diskret vise det stjålne våben til de andre. Tyverierne på konditorierne var imidlertid ikke ufarlige for drengene og de blev da også fanget af politiet, fordi en servitrice fra Konditori Holle kunne genkende dem i forbindelse med våbentyverier fra garderoben.

En dag lykkedes det også at stjæle en maskinpistol fra et vindue i en tysk barak, selv om der var mange tyske soldater i nærheden. Mens de tyske vagter kiggende den anden vej, kravlede en af drengene op i vinduet og fik løftet maskinpistolen ud til drengene udenfor. Det gik næsten galt, da maskinpistolen skulle flyttes over i en budcykel, som de havde fået fremskaffet, fordi den frakke, som de havde skjult våbenet i, gled af og maskinpistolen blev synlig.

Drengene skyndte sig af sted uden at de tyske vagtposter opdagede noget, men der var tilsyneladende et par danskere, der havde set situationen og det medførte, at to af drengene på et senere tidspunkt blev forhørt af politiet i forbindelse med efterforskningen af tyveriet. De slap med skrækken, fordi de kunne give politiet en overbevisende løgn og fordi de var sønner af fremtrædende mænd i byen. Dagen efter besluttede Churchill-klubben at vende tilbage til barakken igen, fordi de manglede ammunition til maskinpistolen. Til trods for at der var tyske soldater i nærheden gik de i gang med at bryde en kasse op i den tyske barak, fordi de troede, at den indeholdt ammunition. På kassen stod "Krautkasten", så drengene antog, at det måtte være "krudt" til maskinpistolen. De måtte imidlertid give op og efterlade kassen, da de hørte at der var tyskere i værelset ved siden af.

Da drengene senere blev fængslet og sagen blev opklaret, viste det sig, at "Krautkasten" var navnet på kassens ejermand, så det ville under alle omstændigheder have været spildt arbejde. Det kunne være et problem at skaffe ammunition til de tyske våben, men en dag opdagede de, at man uden store problemer kunne stjæle ammunition fra godsbanegården. De kunne selv gå ind i udleveringsbarakken og hvis nogle spurgte, hvad de ledte efter, sagde de, at de ledte efter en kasse, men at kassen måske endnu ikke var kommet. Derefter kunne de lede videre indtil de fandt en kasse med ammunition.

De fleste af de stjålne våben blev skjult i Aalborg Kloster, hvor Knud og Jens Bue Pedersens far var præst. Aalborg Kloster blev også det faste mødested for Churchill-Klubben. Nogle af våbnene blev også opbevaret i haven hos et af klubmedlemmerne, der boede i Nørresundby, men man forsøgte at få samlet våbenlageret i Aalborg, selv om det var svært at slippe ubemærket med våben over Limfjordsbroen, der var bevogtet af tyske soldater.