Adgangskortet
Se, hvilke uddannelser dine fag kan give adgang til via uddannelsesguidens adgangskort.
Matematik A, Kemi A og Fysik B
Fra atomer til universet. I denne studieretning vil du gennem spændende laboratorieforsøg og matematiske metoder blive kogere på verden omkring dig.
Fokus i undervisningen
I fysik og kemi undersøger og beskriver vi forskellige fænomener i vores omgivelser. Vores mål er at få indsigt i, hvordan verden hænger sammen fra det allermindste (atomart niveau) til det allerstørste (universet).
I kemi på A-niveau arbejdes specielt med spektroskopi, hvor strukturen af molekyler bestemmes. Herved kan man analysere opbygningen af blandt andet plastic og stoffer, som bruges til doping. Som elev er du selv med til at bestemme, hvilke emner vi går i dybden med.
Matematiks logiske metoder bruges til at håndtere og beskrive iagttagelserne. Du vil komme til at arbejde med at omsætte observationer til faglige begreber, og samtidig stimulerer undervisningen din kreativitet og evne til at tænke selvstændigt.
I klassen varieres mellem gruppearbejde, individuelt arbejde, tavleundervisning, projektarbejde og eksperimenter i laboratoriet. En del af undervisningen foregår i samarbejde med videregående uddannelser og erhvervslivet.
Eksempler på emner:
- Syntese – fremstilling af store molekyler, bl.a. nylon
- Brintsamfundet – hvordan virker en brintbil?
- Kemiske analyser – bestemmelse af indholdet af farvestof i sodavand
- Nanoteknologi – fremtidens lægemidler
- Fibonacci-tal og integraler
Fag i studieretningen
Nedenfor kan du se et eksempel på, hvordan et studieretningsforløb med profilfagene Matematik A, Kemi A og Fysik B kan se ud.
![]()
Fremtiden
Med denne studieretning opfylder du de formelle adgangskrav til næsten alle uddannelser, uanset om de er tekniske, naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige eller humanistiske.
På UddannelsesGuidens tjeneste Adgangskortet kan du se, hvilke uddannelser netop denne studieretning giver dig adgang til.
Vi du vide mere?
Har du spørgsmål til studieretninger og valgfag, kan du kontakte skolens studievejledning.
© Aalborg Katedralskole 2025